Samsø i Kingos tid - En musikalsk og poetisk rejse tilbage til 1600-tallet - med historie, lut og blokfløjte
Tilmeld
Samsø i Kingos tid
En aften med poesi, historie, lut og blokfløjte
Hvordan så Samsø ud i 1600-tallet? Hør Samsø beskrevet for næsten 350 år siden – med Kingos egne ord og musik fra hans tid.
Denne aften inviterer Samsø Aftenskole indenfor i Tranebjerg Kirke til en helt særlig rejse tilbage i tiden. I centrum står salmedigteren Thomas Kingos store digt ”Samsøs korte Beskrivelse“ fra 1675, som gennem mere end 300 år har bevaret et levende billede af vores ø.
Digteren Carsten René Nielsen læser det lange Samsø-digt og fortæller undervejs om Kingo, digtet og den historiske tid, det blev til i.
Kingo beskriver Samsø helt tilbage fra skabelsen af øen og videre gennem sagn, fortællinger, landskaber og det hverdags- og næringsliv, han selv kendte. For os kan sproget virke gammeldags og måske lidt mærkeligt, men bag de gamle ord gemmer der sig et levende, sprudlende og ofte humoristisk blik på Samsø.
Og så er der musikken.
Duo Al Dente, Kirsten Lund Jensen på blokfløjte og Per Weile Bak på lut, skaber med deres historiske instrumenter den musikalske ramme omkring aftenen. Duoen har gennem mere end 25 år specialiseret sig i renæssance- og barokmusik og er kendt for deres levende fortolkninger, historiske klang og intense nærvær.
I Tranebjerg Kirkes stemningsfulde rum mødes dermed ord og toner, historie og nutid.
Kom med til en aften, hvor Samsø bliver set med 1600-tallets øjne, og hvor Kingos gamle ord for en stund får lov til at leve igen.
En aften for alle, der holder af Samsø, historie, litteratur, musik og gode fortællinger.